‏ Romans 4

1Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet? 2Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, har han Roes, men ikke for Gud. 3Thi hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. 4Men den, som har Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed: 5den derimod, som ikke har Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør Synderen, regnes hans Tro til Retfærdighed; 6ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger: 7salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; 8salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd. 9Tilhører da denne Salighed Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. 10Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud. 11Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet, 12og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren. 13Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed. 14Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og Forjættelsen gjort til Intet. 15Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse. 16Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader, 17(som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare. 18Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde; 19og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv; 20han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren, 21fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre. 22Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed. 23Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 24men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde; 25hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor Retfærdiggjørelse.
Copyright information for Dan1871